Et unikt bogbinderi

Det unikke. De opgaver de andre ikke kan klare. Dér er vores styrke - Bogbindermester Niels Ladegaard-Pedersen

Vindinge Bogbinderi bygger på årtiers erfaring inden for pap, papir, lærred, skind og lim. Bogbinderiet er synonym med Niels Ladegaard-Pedersen, der er firmaets ejer og tredje generation i en slægt af bogbindere.

Svendebrevet tog han i 1964 - med medalje. Mere end fyrre års erfaring i faget garanterer kvalitet og håndværk i topklasse. I mere end 25 år har han været med til at bringe nye bogbindere ind i faget, som censor ved bogbinderfagets svendeprøver. Nu som censor ved Grafisk Tekniker-uddannelsen.

Desuden bliver Niels Ladegaard-Pedersen jævnligt udpeget som syns- og skønsmand.

Vindinge Bogbinderis styrke er det unikke. Ofte har kunderne en speciel idé til et produkt, som de ikke kan finde andre steder på markedet, og så er det Niels Ladegaard-Pedersen, hans erfaring og kreativitet, der gør idé til virkelighed.

Vindinge Bogbinderi er derfor kendt for at udvikle helt nye, specielle produkter i samarbejde med sine kunder.

I Vindinge Bogbinderi er maskinerne gode, gennemprøvede modeller. De fleste af ældre dato. Her er ingen samlebånd. Vi sætter håndværket i højsædet.

Som oftest har Niels Ladegaard personligt fat om hvert eneste produkt. Dét sikrer høj kvalitet og tilfredse kunder.

Netop det faktum at virksomheden ikke er afhængig af en stor og dyr maskinpark, sikrer en særdeles konkurrencedygtig pris.

Et forretningskoncept der har skabt en stor og loyal kundegruppe.